Klimabyen

Ambitionen er klar. Albertslund skal have den grønne førertrøje på. Fra lavtemperaturfjernvarme til CO2-neutral kollektiv trafik. Og tilpasning af vores natur og grønne områder til at kunne håndtere større regnmængder.

Da Albertslund blev planlagt i 1960’erne, besluttede byens grundlæggere sig for tre afgørende greb, som har afgørende betydning for vores by i dag.

Det grønne skulle trækkes ind i boligområderne, så de er en rekreativ del af området.

Hårde og bløde trafikanter skulle adskilles. Sådan blev det og derfor kan man i dag cykle rundt i hele byen uden at møde biler.

For det tredje besluttede man, at kloaksystemet skulle separeres, så regnvandet løb i åbne kanaler og bassiner og blev en del af byens rekreative udtryk. Derfor Rådhussøen, Kanalen, Tueholm Sø og 19 bassiner - som i dag fremstår som søer - rundt om i byen.

Kort sagt er Albertslund født som klimatilpasset by i 1960’erne - den måde man byplanlægger på i dag.

Men selv om byens grundlæggere var forudseende dengang, har vi også i lyset af de kraftigt stigende regnmængder måtte udvide kapaciteten med Våde Enge i forlængelse af Vandhaverne og i Egelundsparken ved Roskilde Kro.

For Socialdemokratiet har klimaaftryk og natur derfor altid været et hjertebarn i udviklingen af Albertslund. Fra det første grønne regnskab i 1992 over Agenda 21 -planer til massiv omstilling til en langt mere klimavenlig bygningsmasse i byen. Som når kommunen har bygget nyt. Som når vores store almene boligområder er blevet renoverede.

Klimainitiativerne er altid udviklet i samarbejde med byens borgere, som ofte har taget teten og er kommet med nye ideer fx gennem Albertslund Verdensmål Center.

Fire store klimainitiativer er i gang:

  • Omstilling af fjernvarmen til grøn lavtemperaturfjernvarme i alle private husstande og kommunale bygninger pr. 1. januar 2026.
  • Udskiftning af al gadebelysning til moderne LED-armaturer, som sparer energi og øger trygheden for borgerne.
  • Alle offentlige busser i Albertslund kører på el og med åbningen af letbanen i Ring 3 i løbet af efteråret 25, har vi skabt et klimavenligt og effektivt kollektivt trafiksystem - som alternativ til bilen.
  • Vi har indført klima- og miljøledelse på alle niveauer i Albertslund Kommune, hvor en ekstern revisor en gang om redegør for indsatsen i den kommunale administration.

Fire konkrete eksempler på, hvordan Socialdemokratiet i lange seje træk har drevet denne grønne omstilling igennem i Albertslund. Senest med Klimaplan 2050, som er en omfattende plan for, hvordan Albertslund Kommune lever op til Paris-aftalens mål om at reducere CO2 udledningen.

Det lange seje klimatræk er vi klar til at fortsætte de næste 4 år - og vi tror, vi er de bedste til at sikre Albertslunds grønne førerposition.