Politik

Medlemmerne udvikler den politik, vi går til valg på.

Vores valgprogrammer og politiske udspil bliver til efter en proces med medlemsmøder og møder i vores politiske arbejdsgrupper og netværk.

På medlemsmøder aftaler vi rammerne for udviklingen af vores politik. Det gælder også de mærkesager og den politik, vi går til valg på.

I vores politiske arbejdsgrupper udvikler vores medlemmer politikken, så den senere kan besluttes på et medlemsmøde eller en generalforsamling, og så vi har et fælles valggrundlag.

I vores netværk, hvor der både er medlemmer og andre interesserede borgere, og hvor vi indhenter eksperter udefra, udvikler vi konkrete politiske svar på aktuelle politiske spørgsmål. Det kan f.eks. være skolepolitik, boligpolitik eller trafik.

Så der er mange medlemmer og andre, der inddrages og bidrager med meninger og idéer om hvilket Albertslund, vi vil have i fremtiden.

Den løbende politik med beslutninger om de mange sager, der er i Kommunalbestyrelsen, aftaler den socialdemokratiske gruppe i fællesskab med partiforeningens ledelse. Ved større og mere principielle sager inddrages hele bestyrelsen, og inden den socialdemokratiske gruppe indgår aftaler om kommunens budget, tager vi medlemmerne med på råd på et medlemsmøde.

Vi er også med, når det gælder landspolitik. Vi arrangerer medlemsmøder og offentlige møder om landspolitik, og vi har et tæt samarbejde med vores folketingsmedlem Gunvor Wibroe. Vi tager også kontakt til ministre og andre politikere om emner, der er vigtige for os i Albertslund og på Vestegnen.

Kommunalpolitiske programmer

Frem til kommunalvalgene er medlemmerne med til at udvikle vores valggrundlag. Det bliver vedtaget på en generalforsamling i valgåret, og det er det, vi går til valg på og som vores politikere lover at arbejde for.

Midtvejs mellem to kommunalvalg holder bestyrelsen en konference, hvor kommunalbestyrelsesgruppen redegør for, hvor langt den er med at gennemføre det program, vi gik til valg på. Og resultatet er normalt, at langt det meste er sat i gang eller gennemført.

Læs kommunalpolitisk program 2018–2021

Læs kommunalpolitisk program 2022-2025