Sammen om Albertslund

Mød vores politikere

Vores politik

/

Nyheder

Stop den vilde kørsel på ulovlige elkøretøjer

Stop den vilde kørsel på ulovlige elkøretøjer

Af Kenneth Øhrberg Krag, direktør i Cyklistforbundet, og Steen Christiansen, borgmester i Albertslund (S). For godt et år siden blev en fireårig dreng kørt ned i Albertslund. Han blev ramt på sin cykel af en ung mand, der kom kørende i hasarderet høj fart på et elkøretøj. Drengen kørte på et ellers fredelig stisystem og ’slap’ heldigvis med et brækket kraveben og knubs, men hvad med næste gang, der sker en ulykke? Unge mænd drøner rundt i vores byer med 60 km/t på ulovlige elkøretøjer og spreder skræk og rædsel. Om man vil kalde det hasarderet kørsel eller vanvidskørsel er en smagssag, men der er nødt til at blive gjort meget mere for at sætte en stopper for det. Vi har derfor valgt at rette henvendelse til både transportministeren, skatteministeren, erhvervsministeren og justitsministeren. Det er nemlig en indsats på tværs, der skal til, for at sætte en stopper for de her livsfarlige køretøjer. Enhver 14-årig dreng – eller hans forældre – kan købe sådan et køretøj på nettet eller i en butik for helt ned til 9.000 kroner. Ofte bliver de kaldt fat bikes eller elcykler, men det er ikke cykler, og dem der kører på dem, er ikke cyklister - og de hører slet ikke hjemme på veje eller cykelstier. Det er mere rigtigt at kalde dem for ulovlige elknallerter eller elmotorcykler. Det er godt nok et batteri og ikke benzin, der driver motoren, og de oser ikke, men hastigheden er den samme, som knallerter eller motorcykler. Ofte er er køretøjet udstyret med et gashåndtag, så du slet ikke behøver bruge pedalerne. Og de kan køre rigtig stærkt, op mod 60 km/t eller hurtigere, og vejer gerne over 30 kilo. De er med andre ord livsfarlige og hører ikke til på fx torvet i Albertslund, hvor der er store problemer med dem. Det er ekstremt utrygt for helt almindelige familier, der er nede at handle, eller børn, der cykler rundt på ellers fredelige cykelstier. I Albertslund arbejdes der nu med at have vagter og øget overvågning på torvet, fordi det er utrygt at være der. Ikke mindst fordi el-køretøjerne især er populære blandt hashpushere. Problem i mange byer Problemet findes ikke kun i Albertslund men i mange danske byer, hvor de her elektriske køretøjer breder sig som en pest. Så derfor bør de ansvarlige ministre sætte sig sammen og kigge på lovene og finde ud af, hvordan man kan lappe hullerne i den nuværende lovgivning. Det gælder både lovgivning vedrørende færdsel, sikkerhed, salg, lovhåndhævelse m.m. Meget af vores lovgivning på det her område stammer fra en tid, da de her køretøjer slet ikke fandtes, og vi mener, den trænger til et serviceeftersyn. Det kan ikke passe, at fredelige borgeres liv i byerne skal forpestes af de her køretøjer.

Kvinders sundhed

Kvinders sundhed

Socialdemokratiet i Albertslund, Brøndby, Glostrup, Hvidovre, Høje-Taastrup, Ishøj, og Vallensbæk Kommune er gået sammen om et fælles politisk initiativ, der skal styrke indsatsen for kvinders sundhed. Baggrunden er tydelig: alt for mange kvinder får ikke den hjælp og støtte, de har brug for – hverken efter fødslen, i overgangsalderen eller når de oplever symptomer, som kan være relateret til kvinders sundhed og sygdom.  I uge 44 lanceres en fælles kampagneuge, hvor der sættes fokus på kvinders sundhed – både politisk og lokalt, med events, debat og kommunikation på tværs af Vestegnen.  Ugen starter op med oplæg og lanceringen af et fælles politisk udspil om kvinders sundhed, d. 27. oktober kl. 16.30-18.00 på Albertslund Rådhus.  Se mere her og deltag gerne: Et kommunalt løft for kvinders sundhed på Vestegnen | Facebook I løbet af ugen vil vi dele grafikker på Facebook om emnet.  Ugen afsluttes med en fælles kampagnedag lørdag d. 1. november, hvor partierne i alle 7 kommuner vil gå på gaden og tale med borgerne om kvinders sundhed og vores forslag. Venlig hilsen Signe Hagel Andersen Nr. 2 på liste A

Ansvarlig byudvikling

Ansvarlig byudvikling

Af Flemming Jørgensen (foto) og René Løfqvist, S-kandidater til kommunalvalget   Et stort flertal i Kommunalbestyrelsen står bag den igangværende byudvikling. Det er der god grund til. Alle partier på nær liste Ø har tilsluttet sig de overordnede rammer for byudviklingen, der er fastsat i kommuneplanen. Det gælder både, hvor der må bygges, hvornår der må bygges og hvor højt og tæt. Der er stor enighed om, at der kan bygges boliger ved COOPs hovedkontor på Vallensbæk Torvevej (og dette byggeri er godt i gang), på fængselsgrunden i Vridsløse (og her de første huse ved at være klar) og i den østligste del af Hersted (hvor de første borgere er flyttet ind, og flere boliger er ved at blive bygget). Det er der mindst én god grund til. Der er nemlig stort behov for at tiltrække flere borgere for at få en bedre økonomi i kommunen.  Flertallet (alle undt. Ø) har i sin strategi for kommunens udvikling (planstrategi vedtaget 12. nov. 2024) sagt det meget tydeligt: ”Der er behov for en befolkningstilvækst til at skabe et økonomisk bæredygtigt Albertslund. I dag er Albertslund Kommunes økonomi meget afhængigt af den statslige udligning. Det er en afhængighed, der skal mindskes, så albertslunderne også fremover sætter dagsordenen i og for et stærkere, rigere og mere selvstændigt Albertslund. Byudviklingen skal understøtte, at der er råd til velfærd for de svageste borgere og den brede befolkning. Der skal være gode skoler, daginstitutioner og kulturtilbud, så Albertslund er en god by at bo i. Vi skal videreudvikle en by i balance. En by i balance er en by med et økonomisk råderum til velfærd og med overskud til at forebygge og forbedre. Vi arbejder med en planlægning, der skal sikre, at boligudviklingen sker i takt med udviklingen af den nødvendige service. Udviklingen skal finde sted i et tempo, hvor vi bevarer Albertslundværdierne om en by for børnene, det grønne og fællesskaber.” Når der bygges, skal det ske i områder, hvor der tidligere har været byggeri (virksomheder, fængsel), så det ikke går ud over naturområder. Kommunen skal stille strenge krav til bygherrerne, så byggeriet bliver godt at bo i, ser ordentligt ud og understøtter fællesskab og liv mellem husene. Og let adgang til grønne områder. Kravene betyder, at byudviklingen går langsommere. Hvis vi sammenligner med noget af nybyggeriet i andre kommuner, kan vi godt være tilfredse, og vi har lært af de andre kommuner.  Tættest på S-togsstationen og den nye letbanestation bliver det etagebyggeri i varierende højder, så der kommer relativt mange borgere tæt på stationerne, hvor det er let at benytte offentlig transport. Længere fra stationerne bliver byggeriet lavere. Overalt i landet bygges der siden finanskrisen i 2008 stort set kun privat udlejningsbyggeri. Sådan er det også i Albertslund, hvor pensionskasser og private investorer bygger. Kommunen kan ikke bestemme, om der skal være privat udlejning, andelsboliger, almene boliger eller ejerboliger og der er for tiden bedst økonomi i at bygge private udlejnings lejligheder. Men vi ser gerne, at kommunen kan beslutte, hvilke ejerformer, der skal være i en ny bebyggelse. Og det har vi fået enstemmig opbakning til i kommunalbestyrelsen i foråret 2023. Vi arbejder for den blandede by og skubber på for at få ændret rammevilkårene for byggeriet, så det reelt bliver muligt at bygge boliger med forskellige ejerformer. Det er for eksempel nødvendigt, at rammebeløbet og de økonomiske muligheder for at bygge almene boliger bliver forbedret.  Tilflyttere til de nye boliger fortæller i øvrigt, at de er glade for både boliger og omgivelser.

Klima Pixi

Bliv medlem af Socialdemokratiet

Som medlem af Socialdemokratiet i Albertslund har du indflydelse på den politik, der bliver ført i kommunen. Du har også indflydelse på, hvilke kandidater vi opstiller til Kommunalbestyrelsen, regionsrådet og folketinget.