Musikskolen står stærkt – og fremtiden ser endnu lysere ud
af Paw Østergaard Jensen, bestyrelsesformand Albertslund musikskole.
Der er gode nyheder fra Albertslund Musikskole. Efter nogle udfordrende år under og efter coronapandemien er elevtallet igen i flot vækst, og vi er nu tilbage over niveauet fra før corona. Det er et tydeligt tegn på, at musikskolen fortsat spiller en vigtig rolle for børn, unge og voksne i Albertslund.
Musik og kultur er ikke blot fritidsaktiviteter. De skaber fællesskaber, styrker kreativiteten og bidrager til dannelsen af vores børn og unge. Derfor glæder det mig som formand for musikskolens bestyrelse, at så mange igen finder vej til undervisningen, orkestrene og de mange musikalske fællesskaber.
I løbet af det seneste år har vi arbejdet målrettet med at beskrive musikskolens identitet, værdier og ambitioner. Resultatet er blevet en ny profil for Albertslund Musikskole, som tydeligt beskriver, hvem vi er, og hvilken retning vi ønsker at udvikle skolen i de kommende år. Profilen blev godkendt af Kultur- og Fritidsudvalget og Kommunalbestyrelsen i efteråret 2025 og danner nu et solidt fundament for det videre arbejde.
En af de tydelige ambitioner er nærvær i Albertslund og ansvar der rækker udover skolen og musikken selv. Derfor har vi også deltaget i et samarbejde i regi af kulturmetropolen Storkøbenhavn der hedder 'trivsel i toner'. Her kan I se en lille video fra et arrangement vi holdt på musikskolen i foråret:
Et særligt fokusområde er Albertslund Symfoniorkester, ASO. Orkestret er en helt unik institution i Albertslund og et kulturelt fyrtårn, som gennem årtier har samlet musikere på tværs af generationer. Derfor arbejder vi netop nu med at udarbejde en 10-årig strategi for ASO. Målet er både at bevare og udvikle orkestret, så det også i fremtiden kan være en stærk del af Albertslunds kulturliv.
For mig er dette arbejde også personligt. Da jeg i 2013 overtog formandsposten efter den tidligere borgmester Finn Åberg, gav jeg ham et løfte. Et løfte om at passe godt på musikskolen og ikke mindst på ASO. Finn Åberg var en drivende kraft bag orkestrets udvikling og havde en stærk vision om, at klassisk musik og fællesskab skulle være tilgængeligt for alle Albertslunds borgere. Den ånd ønsker vi fortsat at bygge videre på.
De kommende år rummer mange spændende muligheder for musikskolen. En af de mest perspektivrige er visionen om, at musikskolen på sigt kan flytte ind i hovedbygningen i det tidligere Vridsløselille Statsfængsel. De historiske rammer vil kunne skabe helt nye muligheder for undervisning, øvelokaler, koncerter og kulturelle fællesskaber, samtidig med at musikskolen bliver en central del af udviklingen af det nye byområde.
Musikskolen er i dag stærkere end den har været i mange år, og med stigende elevtal, klare ambitioner og spændende fremtidsplaner er der god grund til optimisme. Vi vil fortsætte arbejdet med at udvikle musikskolen til glæde for både nuværende og kommende generationer af Albertslundere.